Sidst opdateret fredag 4. juni 2010 af webmaster

Fodboldfest i Århus

Vi er røde, vi er hvide… Nedtællingen til VM i fodbold er i gang og lørdag d. 4. juni stod Århus i fodboldens tegn. Den Jyske Pigegarde skulle føre en lang fodboldparade fra Atletion via strøget til musikhuset i Århus.

Kl 17.30 startede paraden fra Atletion og Den Jyske Pigegarde lagde ud med den kendte fodboldsang “Re-Sepp-ten”. Efter garden fulgte 16 fodboldhold fra Århus som var klædt ud som fans fra 16 nationer ved VM i Sydafrika.

Efter halvanden times parade igennem Århus sluttede optoget ved musikhuset hvor der var tid til en halv times pause inden garden igen skulle på strøget for at spille. Ved musikhuset havde garden udstationeret en “vandpost” som stod klar med juice, vand og chokoladekiks.

Kl. 19.45 marcherede Den Jyske Pigegarde igen fra musikhuset for at gå til strøget for at spille for de mange mennesker der var i byen som idag holdt åben til kl. 24.00. De to fodboldnumre “Re-Sepp-Ten” og “Carnaval De Paris” blev spillet flere gange til stor glæde for de mange mennesker der var i byen.

Efter en times march og koncert på strøget sluttede dagens fodboldfest af ved toldboden på Århus Havn. Det var en flok trætte piger med vabler og ømme fødder der kunne tage trætte hjem. MEN… Støvlerne skal lige pudses for kun 12 timer senere hedder det fødselsdagsfest for H.M.Dronningen som fejres i Århus i anledningen af regentens 70 års fødselsdag.

Se flere billeder her…